Cuando se dieron cuenta los otros r

Cuando se dieron cuenta los otros rapaces, las carcajadas aumentaron y resonaban como trallazos (*).Huí. Eché a correr como un loquito con alas. Corría, corría como solo se corre en sueños y viene tras deuno el Sacaúnto. Yo estaba convencido de que eso era lo que hacía el maestro. Venir tras de mi. Podíasentir su aliento en el cuello y el de todos los niños, como jauría de perros a la caza de un zorro. Perocuando llegué a la altura del palco de la música y miré cara atrás, vi que nadie me había seguido, queestaba solo con mi miedo, empapado de sudor y de meos. El palco estaba vacío. Nadie parecía repararen mi, pero yo tenía la sensación de que toda la villa estaba disimulando, que docenas de ojoscensuradores acechaban en las ventanas, y que las lenguas murmuradoras no tardarían en llevarle lanoticia a mis padres. Las piernas decidieron por mi. Caminaron hacia al Sinaí con una determinacióndesconocida hasta entonces. Esta vez llegaría hasta A Coruña y embarcaría de polisón en uno de esosnavíos que llevan a Buenos Aires.Desde la cima del Sinaí no se veía el mar sino otro monte más grande todavía, con peñascos recortadoscomo torres de una fortaleza inaccesible. Ahora recuerdo con una mezcla de asombro y nostalgia lo quetuve que hacer aquel día. Yo sólo, en la cima, sentado en silla de piedra, bajo las estrellas, mientras enel valle se movían como luciérnagas los que con candil andaban en mi búsqueda. Mi nombre cruzaba lanoche cabalgando sobre los aullidos de los perros. No estaba sorprendido. Era como si atravesara lalínea del miedo. Por eso no lloré ni me resistí cuando llegó donde mi la sombra regia de Cordeiro. Meenvolvió con su chaquetón y me abrazó en su pecho. "Tranquilo Gorrión, ya pasó todo".Dormí como un santo aquella noche, pegadito a mamá. Nadie me reprendió. Mi padre se había quedadoen la cocina, fumando en silencio, con los codos sobre el mantel de hule, las colillas amontonadas en elcenicero de concha de vieira, tal como pasara cuando había muerto la abuela.Tenía la sensación de que mi madre no me había soltado de la mano en toda la noche.Así me llevó, agarrado como quien lleva un serón en mi vuelta a la escuela. Y en esta ocasión, concorazón sereno, pude fijarme por vez primera en el maestro. Tenía la cara de un sapo.El sapo sonreía. Me pellizcó la mejilla con cariño. "¡Me gusta ese nombre, Gorrión!". Y aquel pellizco mehirió como un dulce de café. Pero lo más increíble fue cuando, en el medio de un silencio absoluto, mellevó de la mano cara a su mesa y me sentó en su silla. Y permaneció de pie, agarró un libro y dijo:"Tenemos un nuevo compañero. Es una alegría para todos y vamos a recibirlo con un aplauso". Penséque me iba a mear de nuevo por los pantalones, pero sólo noté una humedad en los ojos. "Bien, yahora, vamos a comenzar con un poema. ¿A quien le toca? ¿Romualdo? Ven, Romualdo, acércate. Yasabes, despacito y en voz bien alta".

Resultater (Dansk) 1:

Når de andre drenge de indså, latter steg og lød som Stormers (*). Jeg flygtede. Jeg savnede løb som en vild med vinger. Jeg kørte, kører som bare kører i en drøm og kommer efter Jacobs af Sacaunto. Jeg var overbevist om, at der var hvad læreren gjorde. Kommende efter af mig. Podiasentir hans ånde på halsen og alle børn, som en pakke med hunde til en ræv jagt. Perocuando ankom til højden på balkonen i musikken og jeg kiggede tilbage ansigt, jeg så, at ingen havde fulgt mig, queestaba kun med min frygt, gennemblødt af sved og meos. Kassen var tom. Syntes ingen at reparere mig, men jeg havde følelsen af, at byen var gemmer sig, snesevis af ojoscensuradores lurede i windows, og at murmuradoras tunger ikke ville påtage sig at bringe lanoticia til mine forældre. Ben besluttet af min. De gik mod Sinai med en determinaciondesconocida indtil da. Denne gang det ville komme til La Coruña og indlede af travlhed i en af esosnavios fører til Buenos Aires.Desde toppen af Sinai ikke set havet, men en anden større mount endnu, med klipper recortadoscomo en utilgængelig fæstning tårne. Husk nu med en blanding af ærefrygt og nostalgi i quetuve at gøre denne dag. Jeg netop, på toppen, sidder i sten, under stjernerne, mens enel Valley flyttede som ildfluer, der gik i min søgning med stearinlys. Mit navn krydsede haven'ta ridning på hylende hunde. Han var ikke overrasket. Det var som om du havde frygt linje. Hvorfor ikke jeg græd og jeg modstod da han ankom hvor min regia Cordeiro skygge. Meenvolvio med sin jakke og krammede mig til hans bryst. "Roligt Sparrow, alle gået". Nat, sov jeg som en Saint pegadito mor. Ingen irettesatte mig. Min far havde det quedadoen køkken, rygning i stilhed, med albuerne på dugen af gummi, cigaretskod hobede sig op i elcenicero's kammusling shell, som skete, da bedstemor var død. Jeg havde følelsen af ikke min mor, jeg havde droppet fra hånden i natten. Så han tog mig, beslaglagt som en seron, der tager min tilbagevenden til skole. Og ved denne lejlighed, concorazon rolig, kunne jeg satte mig for første gang på masteren. Det havde i ansigtet af en tudse. Skrubtudsen smilende. Han klemte min kind kærligt. "Dette navn, Sparrow jeg!". Og at mehirio som en sød kaffe knivspids. Men det mest fantastiske ting var Hvornår, midt i en absolut tavshed, mellevo af ansigtet hånd på bordet og jeg sad på stolen. Han rejste, tog en bog og sagde: "vi har en ny partner. Det er en glæde for alle, og vi vil modtage ham med en runde af bifald." Penseque jeg skulle tisse igen for bukser, men jeg kun mærke en fugtige øjne. "Godt, yahora, begynder med et digt." Hvem er due? Romualdo? See, Romualdo, kommer. "Yasabes, langsomt og godt højt".

Resultater (Dansk) 2:

Da de indså de andre rovfugle, og ringetoner latter steg som vipper (*). Jeg flygtede. Jeg løb som en sindssyg med vinger. Løb, løb så kun han kører på drømme og kommer efter Sacaúnto Deuno. Jeg var overbevist om, at det var det, der gjorde mesteren. Komme efter mig. Podíasentir hans ånde på min hals, og alle børn som pakke med hunde jagter en ræv. Perocuando jeg fik op til musikpavillon og ansigt kiggede tilbage, så jeg, at ingen havde fulgt mig, queestaba alene med min frygt, badet i sved og Meos. Kassen var tom. Ingen syntes repararen mig, men jeg havde på fornemmelsen, at hele landsbyen gemte sig, snesevis af ojoscensuradores lurer i vinduerne, og knurrede sprog lanoticia snart ville tage mine forældre. De besluttede på mine ben. De gik til Sinai med en determinacióndesconocida før. Denne gang kommer til A Coruña og jag gå i gang med en af ​​esosnavíos Buenos Aires.Desde fører til toppen af ​​Sinai-havet var ikke den største bjerg, men en anden stadig, med recortadoscomo klipper unapproachable fæstning tårne. Nu husker jeg med en blanding af undren og nostalgi quetuve at gøre den dag. Jeg bare i toppen, sidder på sten stol under stjernerne, mens underprogrammet dalen ildfluer flyttet ligesom olielamper, der gik i min søgning. Mit navn lanoche rider tværs over hylen af ​​hundene. Jeg var ikke overrasket. Det var som om gennem frygt Lalinea. Så jeg ikke græde eller jeg modstod da min kongelige skygge hvor Cordeiro kom. Det meenvolvió med sin frakke og krammede mig til hans bryst. "Quiet Sparrow, det hele er overstået" .Dormí som hellige nat, pegadito mor. Ingen skældte mig. Min far, var forblevet i køkkenet, rygning i stilhed, med albuerne på voksdug, skod stablet i elcenicero muslingeskallen, som skete, da abuela.Tenía døde følelsen af, at min mor havde mig løs hånd over noche.Así tog mig, som om nogen fanget bærer en kurv på min tilbagevenden til skole. Og denne gang, concorazón fredfyldte, kunne jeg lægge mærke til for første gang i master. Han havde ansigtet af en tudse sapo.El smilende. Han klemte hendes kind kærligt. "Jeg kan lide det navn, Sparrow". Og smerten mehirió som en sød kaffe. Men det mest fantastiske ting var, da, midt i absolut stilhed, mellevó hånd ansigt til sit skrivebord og satte mig ned i sin stol. Og han stod, greb en bog og sagde: ". Vi har en ny partner er en glæde for alle, og vi vil modtage ham med klapsalver." Penséque Jeg skulle tisse i bukserne igen, men kun følte en fugt i hans øjne. "Nå, yahora, lad os starte med et digt. Hvem spiller ham? Romualdo? Kom, Romualdo, tilgang. Yasabes, langsomt og højlydt."

Resultater (Dansk) 3:

Da de indså andre rovfugle, guffaws rose og ringede som trallazos ( * ) .Hui. Jeg har kørt som et brændt sammen med vinger. Han løb, han kørte som kører kun i drømme og kommer efter Sacaunto deuno. Jeg var overbevist om, at det var mod læreren. Kommer efter mig. Podiasentir hans ånde i nakken, og af alle de børn,Som kobbel hunde jager en fox. For at nå en højde på det tidspunkt af musik og se forsiden tilbage, jeg så, at ingen havde fulgt, departmentwas kun med min frygt, dyppet i sved og meos. Det Palco var tom. Ingen syntes at repararen min, men jeg havde det indtryk, at hele byen var skyerne, hvor snesevis af ojoscensuradores lurer i windows,Og at det sprog murmuradoras tager ikke i at bringe nyheder til mine forældre. Benene af mig. De gik hen mod Sinai med determinaciondesconocida indtil da. Denne gang ville det komme til A Coruña og forfølge af polison i én af esosnavios at føre til Buenos Aires fra toppen af Sinai var ikke havet, men en anden mount endnu større.Med klippefremspring recortadoscomo tårne af et fort, der er utilgængelige. Nu husker jeg med en blanding af undren og nostalgi af quetuve at gøre denne dag. Jeg kan kun, øverst, sidder i formandsstolen i sten, under stjernerne, mens tilden valley flyttede som ildfluerne med candil taget springet fra biograferne i min søgning. Mit navn var passage lanoche ridning på foragten for hunde.Han var ikke overrasket. Det var, som om den vil pierce theline angst. Hvorfor ikke græde eller jeg modstod når ankom min skygge regia af Cordeiro. Meenvolvio med jakken og omfavnede hinanden mig til hans brystkasse. "Rolig Sparrow, allerede trin alle" .jeg sov som et hellige nat, fantastisk havudsigt til mom. Ingen jeg bebrejdede. Min far havde været i køkkenet er stort set blevet opfyldt, rygning i tavshed.Med albuer på mantelpiece af gummi, cigaretskodder stablet op i elcenicero af kammusling shell, som vil ske, når mormor var død.jeg havde en fornemmelse af, at min mor ikke var frigjort mig fra side hele natten. Og tog mig, tog hende som den, der bærer en Seron efter min tilbagevenden til skolen. Og denne gang, concorazon serene, bare jeg kunne suge for første gang på master.Jeg havde ansigtet af en tudse.toad smilede. Jeg klemte den frækhed med kærlighed. "Jeg kan godt lide, at navn, Sparrow! ". Og at knibe mehirio som en sød kaffe. Men det fantastiske var, da midt i absolut stilhed, mellevo side til din tabel og jeg sad i hans stol. Og han blev stående, snuppede en bog og sagde: "Vi har en ny makker.Det er en glæde for alle, og vi vil modtage ham med et bifald". Jeg skulle Penseque mear igen til bukser, men kun konstatere en fugt i øjnene. "Yahora, lad os starte med et digt. Hvem er du spiller? Romualdo? Du ser, Romualdo, kommer. Yasabes, dæmpet og højlydt".