Dulce Chacón es la autora de La voz

Dulce Chacón es la autora de La voz dormida. Nació en 1954 en Zafra, Badajoz. Su padre, Antonio, era el alcalde de este municipio y fue él quien le inculcó el amor por la literatura. Dulce Chacón empezó a escribir poesía a partir de la muerte de su progenitor cuando ella tenía once años, después la familia se trasladó a Madrid y ella y sus hermanos fueron internados en un internado de pago. Aquí ella empezó a conocer la lírica de autores tan importantes como Cela, Rilke, César Vallejo y José Ángel Valente.

Su obra literaria ha sido corta, debido a que publicó su primer libro de poesía, Querrán ponerle nombre, en 1992. después de este siguieron Las palabras de piedra (1993), Tarde tranquila, Contra el desprestigio de la altura (Premio de Poesía Ciudad de Irún 1995), Matar al ángel (1999), su última obra en verso fue Cuatro gotas.

La poesía siempre fue para Chacón el género que más le entusiasmó, pero sin embargo ha sido la narrativa el género literario que más éxitos y reconocimientos le ha reportado.

En prosa publicó Algún amor que no mate (de 1996 y que colaboró en su adaptación al teatro), Blanca vuela mañana (1997), Háblame, musa, de aquel varón (1998), Cielos de barro (Premio Azorín en 2000 y que lo dedicó a la memoria de su padre), en 2002 publicó La voz dormida.

Además Dulce Chacón escribió Matadora, la biografía de la torera Cristina Sánchez, y la obra de teatro Segunda mano (1998)


La voz dormida fue un gran éxito tanto de crítica, recibió el Premio al Libro del Año 2002, como de público y le reportó numerosos premios y reconocimientos por parte de diversas asociaciones de mujeres. Según ella misma dijo escribió este libro por una necesidad personal de conocer la historia de España que no se contó, que fue censurada y silenciada. Chacón preparó esta novela mediante conversaciones con historiadores y con mujeres cuyos testimonios recogidos en el libro. En La voz dormida rescata la memoria de las mujeres que perdieron la guerra y que sufrieron doblemente, ya que además de perder una guerra sufrieron un retroceso de los derechos que acababan de ganar. Dulce Chacón apuntó que tuvo que suavizar las diversas historias que las mujeres le contaron porque según dijo la ficción no soporta tanto horror como el que vivieron esas mujeres. Admiró el hecho de que las mujeres con las que charló siguen conservando la dignidad, la lealtad hacia sus compañeras y sus ideales intactos. Dulce se consideró parte de una generación que se siente responsable del silencio de sus padres: “Somos los hijos del silencio. Un silencio que, a su juicio, ha sido una condena impuesta que se ha prolongado demasiado tiempo. Ellas pueden entender los silencios anteriores pero un silencio en democracia no lo pueden entender”.

Resultater (Dansk) 1:

Dulce Chacón er forfatter til den sovende stemme. Han blev født i 1954 i Zafra, Badajoz. Hans far, Antonio, var borgmester i denne by, og det var ham, der indpodet i ham af kærlighed til litteratur. Dulce Chacón begyndte at skrive poesi fra sin fars død, da hun var elleve år gammel, flyttede familien til Madrid og hun og hendes brødre blev interneret i kostskole betaling. Her begyndte hun at lære poesi af forfattere som Cela, Rilke, César Vallejo og José Ángel Valente.Hans litterære arbejde har været kort, da han udgav sin første bog af poesi, de vil ønsker at benævne jer det i 1992. Efter dette fulgte ord af sten (1993), stille aften mod miskreditering af højden (by i Irun 1995 poesi præmie), dræbe angel (1999), var hans sidste arbejde i vers fire dråber.Poesi var altid den litterære genre, mere succes og anerkendelse har rapporteret du for Chacon den genre, der mest glade for ham, men dog har været fortællingen.Prosa offentliggjort nogle elsker at ingen matte (1996 og der samarbejdede i sin tilpasning til teatret), hvide fluer i morgen (1997), tale med mig, Muse, mand (1998), himlen af mudder (Azorín-prisen i 2000 og dedikerede det til minde om hans far), i 2002 udgav han den sovende stemme.Derudover skrev Dulce Chacón killer, en biografi om tyrefægter Cristina Sánchez, og spille anden hånd (1998)Den sovende stemme var en stor succes både kritik, modtog prisen for bogen af år 2002, offentlige og indbragte ham talrige priser og anerkendelser fra forskellige kvindeorganisationer. Hun sagde, at han skrev denne bog af personlige behov for at kende historien for Spanien, som ikke var talt op, som blev censureret og tavshed. Chacon forberedt denne roman gennem samtaler med historikere og kvinder hvis vidnesbyrd indsamlet i bogen. I den sovende stemme redning mindet om det tabte krigen og kvinder, der led dobbelt, lidt siden ud over at tabe en krig de et nederlag af de rettigheder, som netop havde vundet. Dulce Chacón sagde, at han havde til at blødgøre de forskellige historier kvinder fortalte ham, fordi han sagde fiction ikke understøtter så meget horror som hvor disse kvinder levede. Han beundrede faktum kvinderne snakkede med, at fortsat bevarelse af værdighed og loyalitet over for hendes kammerater og idealerne intakte. Sød som en del af en generation, der føler sig ansvarlig for stilhed af deres forældre: "vi er sønner af stilhed. En stilhed, der efter hans opfattelse, har været en sætning, som er blevet forlænget for længe. De kan forstå de tidligere tavshed men kan ikke forstå, en stilhed i demokratiet."

Resultater (Dansk) 2:

Dulce Chacón er forfatter til The Sleeping Voice. Født i 1954 i Zafra, Badajoz. Hans far, Antonio, var borgmester i denne by, og det var ham, der indpodet en kærlighed til litteratur. Dulce Chacón begyndte at skrive digte efter sin fars død, da hun var elleve år senere flyttede familien til Madrid og hun og hendes søskende blev anbragt i en boarding gebyr. Her begyndte hun at kende lyriske vigtige forfattere som Cela, Rilke, César Vallejo og José Ángel Valente. Hans litterære arbejde har været kort, fordi udgivet sin første bog af poesi, vil ønske at navn, i 1992. Herefter fulgte Ord Stone (1993), Eftermiddag stille, Contra miskreditere højde (Poetry Prize Ciudad de Irun 1995), Killing the Angel (1999), hans sidste værk i vers blev fire dråber. Poetry var altid for Chacón køn du mest begejstret, men har været narrative litterær genre, at succes og anerkendelse har rapporteret. I prosa offentliggjort Enhver kærlighed, mate (1996 og samarbejdede med at tilpasse til teatret), Blanca flyve i morgen (1997), Sig mig, Muse, manden (1998), Heaven mudder (Azorin Award i 2000 og dedikeret den til minde om hans far) i 2002 offentliggjorde The Sleeping Voice. Desuden skrev Dulce Chacon Matadora, biografi tyrefægteren Cristina Sanchez, og spillet Videresalg (1998) The Sleeping Voice var en stor succes både kritisk, fik prisen for Book of the Year 2002 som offentligheden og indbragte ham adskillige priser og anerkendelser fra forskellige kvindeorganisationer. Som hun selv sagde skrev denne bog af et personligt behov for at kende historien om Spanien, som ikke blev talt, som blev censureret og tavshed. Chacón udarbejdet denne roman gennem diskussioner med historikere og kvinder, hvis vidnesbyrd i bogen. I The Sleeping Voice redder mindet om kvinder, der tabte krigen og lidt dobbelt, samt at tabe en krig lidt et tilbageslag af rettigheder havde lige vundet. Dulce Chacon sagde han havde at blødgøre de forskellige historier, som kvinder fortalte ham, at ifølge fiktion understøtter begge sagde nej rædsel som de kvinder, der levede. Han beundrede, at kvinder med hvem han chattede stadig bevare værdighed, loyalitet over for deres partnere og deres idealer intakte. Dulce del af en generation, der føler sig ansvarlig for stilhed deres forældre blev betragtet: "Vi er børn af stilhed. En stilhed, der efter hans opfattelse var en pålagt straf, der har varet alt for længe. De kan forstå den tidligere stilhed, men en stilhed i demokratiet, de ikke kan forstå. "

Resultater (Dansk) 3:

Søde Chacon er forfatter til den stemme i søvn. Han blev født i 1954 i Zafra, Badajoz. Hans far, Antonio, var borgmester i byen og han indpodet i ham en kærlighed til litteratur. Søde Chacon begyndte at skrive poesi efter døden for hans far da hun var elleve år siden, efter familien flyttede til Madrid og hun og hendes brødre blev interneret på en kostskole i betaling.Hun begyndte at komme til at kende de tekster af forfattere som vigtig Cela, Rilke, Cesar Vallejo og José Angel Valente.

Hans litterære arbejder er blevet kortere, pga. at offentliggjort sin første poesibog, vil sætte et navn, i 1992, hvorefter fulgte ord af sten (1993), stille aften, mod miskreditering af højden (præmie for poesi by Irun 1995),Dræbe angel (1999), hans sidste arbejde i gabestokken blev fire dråber.

Poesien var altid for Chacón genren, begejstring, men har dog været i fortællingen den litterære genre, der mere succes og anerkendelse, den har rapporteret.

Prosa udgivet nogle elsker ikke at dræbe (1996 og arbejdede i sin tilpasning til teatret), hvide fluer i morgen (1997), fortæller mig, Musa,Den mand (1998), himmel af mudder (Azorín præmie i 2000, og som er dedikeret til mindet om hans far), i 2002 den offentlige røst i søvn.

Skrev også ellers killer søde Chacón, biografi af løbebane Cristina Sánchez, og arbejdet med teater anden side (1998) crossover hit holdet bag

voice i søvn var en stor succes både kritisk, modtog prisen for bogen i 2002,Som offentlige, og han anskaffede adskillige priser og anerkendelser af forskellige kvindeorganisationer. Som hun selv sagde, at han skrev denne bog til et personligt behov for at lære om Spaniens historie, at det blev ikke frigivet, som blev censureret og tavshed. Chacón forberedt denne roman gennem samtaler med historikere og med kvinder, hvis vidnesbyrd i bogen.I voice sover genopretter den hukommelse af de kvinder, der havde tabt krigen, og som har lidt dobbelt, fordi de ud over at tabe en krig et tilbageslag for de rettigheder, der lige havde vundet. Søde Chacón bemærkede, at han var nødt til at dæmpe de forskellige historier, som kvinderne fortalte ham, fordi han sagde fiktion ikke understøtter både den rædsel, som disse kvinder levede.Jeg beundrer, at kvinderne har Charlo fortsat bevare værdigheden, loyalitet over for deres kolleger og deres idealer intakte. Søde blev betragtet som en del af en generation, at det føler sig ansvarlig for den stilhed af forældrene: "Vi er sønner af tavshed. En tavshed, som han mener, har været en overbevisning, der har varet alt for længe.De kan forstå tavsheden over men tavshed i demokratiet kan ikke forstå".