Karima ve salir a su hijo Alí como

Karima ve salir a su hijo Alí como todas las tardes, al oscurecer. Alí nunca se despide de ella, pero a veces sus miradas se cruzan sin querer y no hace falta nada más. Karina a esas horas está siempre ocupada con la papilla del pequeño Ahmed, mientras Latifa recoge la ropa tenida cada día en el patio, la dobla cuidadosamente y la mete en el baúl. Laila, la abuela, espera pacientemente que alguien se ocupe de ella y muchas veces ayuda a pelar las verduras para la sopa de la tarde.

¿Ya se ha ido Alí? - pregunta siempre. Y Karima asiente con un movimiento de cabeza, mientras sigue con la papilla del niño. Las tres mujeres saben. Las tres mujeres preferirían no saber. Las tres mujeres oyen las conversaciones de las vecinas en la calle:

- Nueve meses. Son nueve largos meses - dice Una.

- Nueve meses. Tan Largos como un embarazo - responde otra.

- Lo peor es no saber. No saber si llegan o no llegan.

- Y más que nada, no saber cómo viven, quién cuidará de ellos, son tan niños...

- Tan niños... - repite la primera mirando al hijo que juega a las canicas junto al portal.

- Pero han aprendido mucho. La vida les ha enseñado.

- Saben mucho.

- Pero qué obsesión con marcharse... - Dice la otra con la mirada en El Estrecho. El Estrecho que se los lleva. El Estrecho que no devuelve a nadie.

Karima ha acostado a Ahmed, ha guardado la ropa limpia en el baúl de su cuarto, le ha dado la cena a la abuela y la ha ayudado a acostarse, ha cerrado todas las puertas y ventanas. Todas, menos la puerta del patio, la de atrás. Esa siempre queda abierta en las noches sin Alí. Hasta que muy de madrugada Karima la oye chirriar. Entonces sabe que Alí ha vuelto y se queda dormida, poco antes de marcharse a fregar suelos

Resultater (Dansk) 1:

Karima ser ud hans søn Ali som hver aften i skumringen. Ali siger aldrig farvel til hende, men nogle gange dit udseende skærer uforvarende og behøver ikke noget andet. Karina på disse tidspunkter er altid travlt med resten af den lille Ahmed, Latifa indsamler farvet tøj hver dag i gården, falsning det omhyggeligt og sætte det i kufferten. Laila, bedstemor, tålmodigt venter på at nogen beskæftige sig med det og ofte hjælper med at skrælle grøntsager til suppe i aften. Har Ali allerede gået? -altid spørger. Og Karima sæde med et Nik, mens stadig med resten af barnet. De tre kvinder ved. De tre kvinder foretrækker ikke at vide. De tre kvinder høre naboerne på gaden samtalerne: -Ni måneder. De er ni lange måneder - det siger man. -Ni måneder. Så længe en graviditet - imødekommer en anden. -Det værste er ikke at vide. Ved ikke, om de kommer eller ikke kommer. - Og mere end noget andet, ikke at vide, hvordan de lever, der vil drage omsorg for dem, er så ung... -Så børn... - gentager den første ser på den søn, der spiller kugler ved gaten. - Men de har lært en masse. Livet har lært dem. -De ved en masse. - Men hvad besættelse med gå væk... - siger de andre stirre på nære. Strædet, som fører dem til at være. Strædet, som ikke returnerer nogen.Karima har liggende Ahmed gemt tøj rent i bagagerummet på sit værelse, middag til mormor har hjulpet hende til at ligge, og har lukket alle døre og vinduer. Alle mindre gårdhave, bagdøren. Der er altid åben om aftenen uden Ali. Indtil den meget daggry Karima høre den knirke. Så ved du, at Ali er vendt tilbage og falder i søvn, kort før forlader til opsamlingsoverførslen gulve

Resultater (Dansk) 2:

Karima set forlade sin søn Ali som hver aften i skumringen. Ali har aldrig sagt farvel til hende, men nogle gange deres øjne mødes ved et uheld, og behøver ikke noget mere. Karina dengang er altid travlt med den lille grød Ahmed, mens Latifa samler tøj taget hver dag i gården, forsigtigt folder det og sætter den i bagagerummet. Laila, bedstemor, venter tålmodigt for nogen til at tage sig af hende og ofte er med til at skrælle grøntsager til suppe i eftermiddag. Er Ya Ali væk? - Spørg altid. Og Karima enig med et nik, mens der stadig et barn med grød. De tre kvinder kender. De tre kvinder vil hellere ikke kender. De tre kvinder høre samtaler af naboerne i gaden - Ni måneder. Der er ni lange måneder - siger One. - Ni måneder. Så længe en graviditet - reagerer anden. - Det værste er ikke at vide. Ikke at vide, hvis de kommer eller ikke komme. - Og mere end noget andet, uden at vide, hvordan de lever, som vil tage sig af dem, de er så unge ... - Som børn ... - gentager det første vender barn at spille kugler ved siden af portal. - Men de har lært en masse. Livet har lært dem. - De ved en masse. - Men hvad besættelse med go ... - Siger den anden med et øje på Strædet. Strædet, der fører. Strædet, der ikke vender tilbage nogen. Karima Ahmed sov, har holdt rent tøj i bagagerummet af hans værelse, gav ham middag og Bedstemor hjalp i seng, har lukket alle døre og vinduer. Alle undtagen terrassedøren, ryggen. Der altid stå åben natten uden Ali. Indtil meget tidlig Karima hører knirkende. Så ved du, at Ali er tilbage og falder i søvn, lige før de forlader til krat gulve

Resultater (Dansk) 3:

Karima se hans søn Ali som hver eftermiddag i skumringen. Ali blev aldrig fyret fra det, men nogle gange hendes udseende er udvekslet uden at ville og der behøves intet andet mere. Karina til disse timer er altid belagt med grøden i den lille Ahmed, mens Latifa opfanger det tøj hver dag i gården, bøj forsigtigt og hun sætter den i bagagerummet. Laila, en bedstemor.